Skive 2017

Skiveegnen er stærkt repræsenteret med mere end 20 projekter i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Mange af oplevelserne er værd at rejse efter. Blandt de største events kan nævnes VM i middelalderkampsport på Spøttrup Borg i Kr. Himmelfartsdagene 25.-28. maj, her kommer krigere fra hele verden, og man kan opleve et middelaldermarked med mere end 400 aktører.


I perioden 3. februar til 28. maj kan du opleve Katja Bjørns to videoinstallationer med temaet ”Misundelse” i Søndercentret eller på plænen foran Skives to kirker – en del af projektet ”De syv dødssynder”.

Lørdag den 6. maj løber Kultursamarbejdets OFF ROAD-festivals afslutningsevent af stablen: #OFFROADBREAKOUT.  Der sker i de gamle trælasthaller, XL Hallerne. Her kan du opleve en bred vifte af kulturevents og højdepunkter fra hele festivalen.


Slå et smut ned på havnen i Skive og se Nathan Coleys lysende skulptur ”The Same For Everyone” – den er særlig flot i solnedgang. Eller gå en tur i Skulpturlandsby Selde – en landsby, som efterhånden er blevet kendt i kunstkredse som et anerkendt skulptur-eksperimentarium.


Europæisk Kulturhovedstad handler ikke kun om kunst og kultur. Alle aktiviteter i Aarhus 2017 bygger på tre overordnede værdier: Demokrati, mangfoldighed og bæredygtighed. Kulturhovedstadsprojektet tager fat i nytænkning indenfor så forskellige emner som turisme, erhverv, borgerinddragelse, landdistriktsudvikling, fremtidige levemåder mm. Andre temaer er historie, gastronomi, sport og leg, tro, generationer, naturen, kreative erhverv og arkitektur. 


Skiveegnen er en del af Europæisk Kulturhovedstad. 2017 i Skive. Skive 2017. Kulturaktører i hele kommunen bidrager på hver sin måde med aktiviteter på kryds og tværs. Nogle projekter er events, som inviterer borgere og turister indenfor, andre projekter er mere lukkede og henvender sig til særlige målgrupper, for eksempel skoler.


På siden her kan du finde info om, hvad der sker på Skiveegnen i 2017 i forbindelse med, at Skive Kommune er en del af et stort internationalt koncept. Siden vil løbende blive opdateret med info og events.

Del denne side

Play Video

Velkommen til Europæisk Kulturhovedstad 2017