Ny Spøttrup

Mandag, februar 15, 2016

Herregårdenes Dag 2016

Historie

Det begyndte med stude

Ny Spøttrup er en del af historien om de store vestjyske studehandlere, der spillede en altafgørende rolle i samfundet i 1800-tallet.

Engang var jorden en del af Spøttrup Borgs besiddelser. Borgens ejer, den kendte studeavler og handelsmand Niels Breinholt byggede gården og lod sine stude græsse sig fede på de vidtstrakte enge langs Limfjorden. Derefter blev de solgt og drevet ad studevejene ned gennem Jylland til de store kvægmarkeder i bl.a. Flensborg og Hamborg. Kvæghandelen førte også Niels Breinholt og hans familie til London, hvor de boede i en årrække.

Beretningen om Ny Spøttrup og dens beboere er vigtig del af egnens landbrugs- og kulturhistorie. Den strækker sig over næsten 150 år og er en fortælling om udviklingen i samfundet, om glæde og sorg – og ikke mindst om hårdt arbejde.

Det er fortællingen om heden, der blev forvandlet til agerjord og om en enestående natur, hvor strandengenes fugle, dyr og blomster stadig kan opleves.

Tager man gummistøvler med, er der på Herregårdenes dag mulighed for at gå en tur over engen og ned til stranden.

Sten var der nok af

Fra Spøttrup Borg går vejen uden om Rødding og Knud, ned forbi Nymølle strand og videre ad Heden mod Krejbjerg. Et lille træskilt viser vej mod æ Beeshus og Ny Spøttrup.

Engang var her hede, i dag er der marker på begge sider af grusvejen.

For enden af vejen ligger Ny Spøttrup – en af de få gårde i Danmark, hvor både stuehus og udhuse er bygget af kampesten.

I dag er gården fredet, og det stiller særlige krav til vedligehold og renovering. At finde håndværkere, der stadig mestrer de gamle håndværksmetoder og ikke mindst til teknikken med kampestens-byggeri er en særlig udfordring.

Indenfor de seneste år har stuehuset fået nyt tag og vinduerne er blevet renoveret.

Lige nu arbejder vi på at skabe en humlebi-have, der skal være åben for betalende gæster.

Jeg ser det som en væsentlig opgave at sikre en fremtid for Ny Spøttrup, så den fortsat kan være et aktiv for egnen. Det er vigtigt at renoverings- og bevaringsarbejdet fortsættes, og der skabes nyt liv på  gården.

Derfor arbejdes der med planer om at lave en venneforening, der kan bidrage med nye ideer og støtte til dette arbejde.

Ny Spøttrup arrangerer rundvisninger og fortællinger for foreninger eller grupper af interesserede. Arrangement og servering kan tilpasses efter gæsternes ønsker.

Overnatning er også muligt i et af gårdens tre dobbeltværelser.

Vi tilbyder forskellige arrangementer i løbet af året.  På programmet har der bl.a. været foredrag om studehandlerne og klassiske koncerter. Har du gode ideer til nye arrangementer, hører jeg gerne fra dig.

Man kan også tilmelde sig vores nyheds-mail på lindsmann@mail.tele.dk

Ejer
Marianne Lindsmann

Rundvisning
Der vil være guidede rundvisninger med fortælling om gårdens historie kl. 11.00, 13.00 og 15.00

Oplev også

På Herregårdenes dag kan man se resultaterne af de seneste års renoveringsarbejder på Ny Spøttrup og bondehaven, der nu igen rummer både blomster og køkkenhave.

Vi sælger kaffe/te/juice, kage og boller i æ Beeshus, hvor vi denne dag har indrettet en lille café med borde og bænke. I godt vejr er man også velkommen til at sidde i haven eller på en af terrasserne.




Del denne side